PASSIONERET LEDERSKAB
ÅBENHED OG ÆRLIGHED

Mere triatlon til ungdommen

Mød 1900 Tri - Alligators

Findes der noget bedre end at se lokale ildsjæle lykkes med det, de sætter sig for? Eller se en sund nichesport finde fodfæste blandt unge mennesker? Den slags vil vi meget gerne støtte. Vi bringer her et mini-portræt af en af de spændende, lokale klubber, som Kongsvang sponsorerer. 

På Søndervangsskolen i Viby mødes op til 35 unge piger og drenge hver mandag og onsdag for at træne sammen. Lørdag er cykeldag, så der er de ikke afhængige af en svømmehal og mødes derfor mere centralt i Aarhus. Det er ungdomsafdelingen i foreningen Aarhus 1900 Triatlon. De kalder sig 1900 Tri - Alligators, og de har eksisteret i lige omkring tre år. Det yngste medlem er 11 år mens den ældste er 21. 

Triatlon til ungdommen

Triatlon har haft medvind i flere år og er blevet en voldsomt populær disciplin. Det kan der være flere årsager til. Mediernes eksponering er en af dem, og en række stærke foreninger og eventudbydere er en anden. Samtidig er der sket en udvikling af sporten – den når bredere ud end den gjorde før. Triatlon er dybest set gået fra at være en ekstremsport forbundet med langdistance og Ironman til at være en motionsform hvor flere kan være med. Denne udvikling er heldigvis også begyndt at bevæge sig ind i ungdomssportmiljøet. Peter Dohn Pedersen startede Alligators op for tre år siden som en af de allerførste ungdomstri-afdelinger i landet. I disse år pibler de frem, men 1900 Tri - Alligators er fortsat en af de største ungdoms-triatlonklubber i landet. 

Fællesskab og individualisme 

Så hvad får man ud af at træne her? Peter forklarer, at det er en disciplin der tiltrækker individualister og dedikerede konkurrencemennesker. Men hvis man vil have børn og unge mennesker til at blive ved med at komme, så skal man også tilbyde noget andet. Noget socialt. Et fællesskab. Og noget for alle, uanset niveau eller ambitioner. ”Her er vi fast besluttede på at det skal kunne være en fritidsinteresse,” fortæller Peter. ”Hvis man virkelig brænder for det, så skal man også kunne komme fremad og få den støtte og træning, som det kræver. Men det skal som udgangspunkt kunne være en fritidsinteresse. De unge skal være glade for at komme her, og vi skal give dem selvtillid og lyst til at røre sig.” 

Mange muligheder for udvikling 

Der er mulighed for at dyrke mange forskellige kompetencer hos 1900 Tri - Alligators. Hvis du ikke har interesse for at blive elitesportsudøver i triatlon, så har du mulighed for at udvikle lederevner som hjælpetræner eller organiseringsevner som koordinator af diverse praktisk i klubben. Eller, som Alexander Skovbo, mulighed for at udvikle dine forretningsevner ved at stå i spidsen for at skaffe og administrere sponsorater. 

En vigtig støtte 

Alexander er selv et af de unge medlemmer af klubben. Og allerede en driftig mand. Han fortæller at det startede med et ønske om at kunne købe gode løbetrøjer med ærmer: ”Jeg syntes at vi havde brug for at kunne købe T-shirts direkte fra klubben. Peter sagde at det var da en god idé – ”det må du gerne sørge for, hvis du har lyst.” Så det gjorde jeg! Og nu har vi fået sponsoreret T-shirts i god kvalitet til hele holdet.” Alexander forklarer at den største fordel ved sponsoreret tøj er, at de kan troppe op til stævner og ligne et hold: ”Man kan se at vi hører sammen, og det hjælper os til at skabe et fællesskab i en ellers individuel disciplin. En anden vigtig fordel er at vi kan reducere udgifterne for de unge og deres forældre; det giver bedre muligheder til flere.” 

Tak til Peter og Alexander for snakken. Vi er stolte af samarbejdet og glæder os til at se 1900 Tri - Alligators udrette store ting med Kongsvang-logoet på trøjen.

Thumb IMG 0875 1024

17759998 680349755482879 8325789831104799588 N

Læs mere

Læs mere om Kongsvangs DNA her...

Flere nyheder

Klik for at komme tilbage til nyhedsforsiden