PASSIONERET LEDERSKAB
ÅBENHED OG ÆRLIGHED

Kender du Margaret?

Kom tættere på en Kongsvang-medarbejder

Skrevet af Line Jensen

Den 16. juni i år vandt hun Kongsvangs Cool DNA-pris. I den anledning bringer vi et portræt af Margaret Stefanska. Margarets historie er blot én af mange i en multinational virksomhed som vores. Den handler om at rejse langt væk hjemmefra, om at finde sig til rette et nyt sted og at skabe et bedre liv for sig selv. Det er en historie om stærk vilje og om taknemmelighed.

Jeg sidder sammen med Margaret i Kongsvangs kantine en fredag eftermiddag i starten af august. Vi har hver en kop kaffe i hånden og har placeret os i de bløde stole. Margaret har næsten lige været på ferie. Hun ser glad og afslappet ud, selvom jeg ved, hun har haft mere end almindeligt travlt, siden hun kom tilbage. Det er sæson for hovedrengøringer, siger hun. Jeg har været ansat som kommunikationsmedarbejder i Kongsvang i snart fire måneder. Margaret Stefanska har været her i snart seks år. På den tid har hun lært at tale dansk og engelsk, hun har taget en intern lederuddannelse og arbejdet som serviceleder i over tre år, hun har født tvillinger og ikke mindst slået sig ned og fundet sig til rette i et fremmed land og en helt ny kultur. Jeg har længe glædet mig til dette interview.      

Hvordan var din barndom og tiden før du kom til Danmark?

”Jamen det er lidt svært, fordi det var altså ikke noget specielt. Jeg voksede op i Toruń i Polen i en normal familie. Jeg har en storesøster, som stadig bor i Polen, og vores forældre blev skilt, da jeg var otte år gammel. Min mor giftede sig igen, så nu har jeg også en bror. Jeg havde en god barndom og et godt liv i Polen. Før vi rejste arbejdede jeg som tandlægeassistent, og det kunne jeg faktisk godt lide. I virkeligheden er jeg kontoruddannet, men det var ikke noget for mig at sidde stille hele dagen.”

Det kan være svært at forstå hvorfor man forlader sit hjem og flytter 1000 km væk til et land, hvor man ikke engang forstår sproget. Hvad var baggrunden for jer?

”Vi ville gerne have et bedre liv. Det var svært at tjene penge nok i Polen. Selvom vi begge havde gode jobs, kunne vi ikke engang tjene nok til at få vores egen lejlighed og måtte bo sammen med min mands forældre. Så i december 2011 flyttede vi til Danmark. Min mor boede her allerede, og jeg ville gerne være tættere på hende. Hun arbejdede i Kongsvang, og vi var heldige også at få arbejde som servicemedarbejdere efter bare et par uger i landet. Jeg er stadig så taknemmelig for den chance, fordi det har betydet så meget for vores liv. Selvfølgelig savner jeg min familie og venner, som stadig er dernede. Og så savner jeg polsk mad.” 

IMG 0673

Hvad tænker du at danskerne kan blive bedre til?

”Det ved jeg faktisk ikke. Jeg kan rigtigt godt lide danskere. De er åbne og smiler meget. Når jeg går en tur og møder mennesker, så siger de hej og smiler, selvom jeg ikke kender dem. Det kan jeg godt lide. Danske børn er mere selvstændige. Mine tvillinger er nu tre år og lige startet i børnehave, og de tager selv sko på og spiser selv deres mad. Selv hvis jeg prøver at hjælpe dem, så siger de bare ”mor, jeg kan selv!”. Det er en god ting. Og det er anderledes med polske børn. Holdningen til børn er bedre her, synes jeg, og vi har mere tryghed. Det kan være hårdt for kroppen at arbejde mange år i en branche som vores, derfor er jeg glad for, at min mor eksempelvis nu kan leve okay på efterløn i Danmark.”

Er der noget, du gerne vil blive bedre til?

”Ja, det er nemt – dansk. Da jeg kom til Danmark, talte jeg ikke dansk og kun en lille smule engelsk. Jeg har lært alt her. Men det er stadig meget hårdt arbejde. Nogle gange vil jeg gerne sige noget, men jeg gør det ikke, fordi jeg er bange for at det er forkert. Så jeg har stadig danskundervisning og vil gerne blive bedre og kunne snakke helt uden stress. Mine børn taler polsk og dansk, og de kommer også til at lære engelsk. Det er godt for deres fremtid. Jeg lærte russisk som barn, men det kan jeg slet ikke bruge til noget. Mine børn får bedre muligheder.”

Du var en del af det første hold driftaspiranter. Hvordan var det?

”Det var både meget hårdt og meget lærerigt. Vi startede fire servicemedarbejdere, og kun Claudia og jeg gennemførte. Uddannelsen varede 13 måneder, og det var til tider virkelig stressende. Men jeg lærte alt muligt om produkter, metoder, om Kongsvang, om ledelse, om administration og en masse andre ting, som jeg stadig bruger i dag. Jeg ville jo gerne klare mig godt og få gode karakterer. Så da jeg i september 2013 fik at vide, at jeg var bestået og færdiguddannet, så blev jeg så glad, at jeg begyndte at græde. Og jeg var nu arbejdsleder. I 2016 blev titlen ændret til serviceleder, og samtidig fik jeg flere kunder og en assisterende serviceleder.”

Hvordan er det at arbejde som serviceleder?

”Jeg elsker det. Min personlighed hjælper mig i mit arbejde i rengøringsbranchen, fordi det er helt naturligt for mig at få øje på skidtet i hjørnerne. Måske min mand nogen gange synes jeg er lidt for meget, at jeg er lidt for ordentlig. Han siger, at jeg er chef på arbejde og chef derhjemme. Men sådan er jeg, sådan er min mor, og jeg kan se at tvillingerne har fået lidt af det samme allerede. De smider ikke bare deres sko i gangen; de bliver sat pænt ved siden af hinanden. Jeg kan ikke lide at skulle sidde på et kontor fra 8 til 16 hver dag. Det er ikke noget for mig. Jeg kan godt lide at komme ud til mennesker og at samarbejde med både medarbejdere og kunder. Jeg kan også godt lide ledelse og administration. Der er faktisk ikke noget, jeg ikke kan lide ved mit arbejde.” 

Hvad er det sværeste ved dit arbejde?

”Nu har jeg 50 medarbejdere under mig, og jeg kan rigtigt godt lide samarbejdet og ledelsen i det. Det sværeste er når jeg skal være hård. For eksempel kan det nogen gange være svært, når man gerne vil have en høj kvalitet, men samtidig skal være effektiv. Jeg er god til at snakke med mine medarbejdere og forklare dem tingene, så de forstår det. Og så hjælper jeg dem med at tilrette arbejdsrutinerne, så de både tager hensyn til kvalitet og tid. Jeg har selvfølgelig været nødt til at give advarsler og endda fyre folk – det er en del af mit arbejde – men jeg prøver at høre på dem først og tale med dem. Det hjælper mig, at jeg har dygtige medarbejdere, som arbejder hårdt. Jeg vil sige, at de er gode for mig, og jeg er god for dem.”

IMG 0676

Hvad er det vigtigste i livet?

”Familie. Jeg var heldig at møde den rigtige mand for mig, da jeg var 18. Vi har været gift i otte år snart, og det er gået så hurtigt. Min mand og min familie har været en stor hjælp for mig, og jeg var aldrig kommet hertil uden dem. Som driftaspirant arbejdede jeg nogle dage fra tidlig morgen til sen aften. Jeg tror, de prøvede os af. Men der var nogle gange, hvor jeg kom hjem fra arbejde og sagde til min mand, at nu kan jeg ikke mere; jeg vil ikke mere på arbejde. Men næste dag var jeg igen stærk. Fordi jeg kan i virkeligheden rigtigt godt lide mit arbejde. Og fordi min mand altid støttede mig.” 

Hvordan var det at vinde Cool DNA-prisen?

”Jeg blev rigtig glad for det og for den gave jeg fik fra Kongsvang. Hele mit hold skal på teambuilding-tur den 14. september – hvilket jo er min fødselsdag! Det bliver spændende. Når jeg ser på mit liv, så fik jeg virkelig en stor chance fra Kongsvang. Jeg fik uddannelse, danskundervisning og nye muligheder i livet. Så jeg håber at jeg er en god medarbejder. Jeg er glad for den gave. Den betyder at de sætter pris på det, jeg gør. Ligesom jeg sætter pris på alt det, Kongsvang har gjort for mig.”

Cool DNA-prisen uddeles halvårligt til en medarbejder, der har ydet en særlig indsats og som repræsenterer Kongsvangs værdier på en fin måde. En der fortjener et ekstra klap på skulderen. En der har Cool Kongsvang DNA.

Vi forlader de bløde stole efter en lille times interview. Alle jeg har talt med i Kongsvang holder af Margaret, og jeg forstår hvorfor. Hun er dygtig, arbejdsom og ambitiøs – men har altid overskud til andre og er simpelthen et af de mest ydmyge mennesker, jeg har mødt. Margaret kommenterer på, at det da ikke var så slemt, som hun havde frygtet. Jeg griner lettet, og hun tilføjer: ”Men næste gang skal vi snakke om dig, Line!”

IMG 0680 

Læs mere

Læs mere om Kongsvangs DNA her...

Flere nyheder

Klik for at komme tilbage til nyhedsforsiden