Kongsvang

Mathilde snupper 4. DM-titel på stribe

Mathilde snupper 4. DM-titel på stribe

Endnu et imponerende resultat til Aarhus-løberen Mathilde Diekema, som vi er stolte over at være sponsor for. Danmarks hurtigste for fjerde gang.

Mathildes opslag på Facebook, efter hun sikrede sig sit 4. DM-guld

Fra Kongsvang skal der lyde et kæmpe tillykke til løberen Mathilde Diekema, som netop har snuppet sin 4. DM-titel på stribe. En præstation, som er respektindgydende og som blot gør os ekstra stolte over at være sponsor for Mathilde. 

Selvom Mathilde ikke selv mener, at hun endnu har løbet et perfekt løb i år, så har sæsonen indtil nu vist, at der er grund til optimisme ift. den store drøm om at komme med til OL. I juni slog Mathilde således sine personlige rekorder på både 400 meter og 3000 meter, og få uger inden hun mandag vandt DM på 800 meterløb hun sin hurtigste tid nogensinde på netop 800 meterdistancen med tiden 02.06.98 min. Så hun er godt på vej, fortæller hun: 

 “Ingen tvivl om, at det går rigtig, rigtig godt. Formen er i hvert fald noget bedre end den var sidste år. Men jeg synes, jeg mangler lige at ramme det perfekte løb. Til ét stævne lagde jeg lidt for hurtigt ud, og til et andet lagde jeg lidt for langsomt ud”, fortæller Mathilde, som nu nok fik lagt nogenlunde godt ud til DM, siden hun kom først over målstregen. 

Det er hun enig i, men som hun siger: “Jeg håber jo bare, at jeg kan få et stævne, hvor jeg rammer det, jeg har i benene. For jeg tror på, at der er endnu mere at komme efter”. 

Mathilde har vundet fire danmarksmesterskaber på stribe. To indendørs og to udendørs.

Vil skære sekunder af, inden sæsonen slutter

Snakker man med Mathilde, mærker man tydeligt, at DM-guldet er stort, men også at det ikke er nok. Der er endnu større drømme, som hun arbejder benhårdt på at forfølge. Helt konkret vil hun løbe 800 på 2 min. og 3 sekunder, inden sæsonen slutter. Den tid vil nemlig bringe hende tættere på OL-kravet. “Når jeg det, inden sæsonen er slut, så er jeg fuldt ud tilfreds”, siger hun. 

Og sæsonen indtil nu giver optimisme, for det er gået rigtig godt, fortæller Mathilde: 

“Jeg tror, der er flere grunde til, at det er blevet så god en sæson. Jeg er f.eks meget sjældent skadet, så jeg har haft en god kontinuitet i træningen. Og så har jeg presset mig selv meget på de hårde intervaller. Uge efter uge. Så forbedrer formen sig, forklarer hun. 

Mathilde har stadig få stævner tilbage, inden sæsonen slutter. Herfra skal der både lyde et stort tillykke med den 4. DM-titel og god vind i jagten på de næste mål.